Valg af objektiv til megapixel kameraer.


Objektivvalget er meget kritisk for megapixel kameraer. Derfor får vi også tit spørgsmål vedrørende objektivvalget og nogle af de oftest forekomne fremgår nedenfor. Måske kan svarene også hjælpe dig.
Hvilken type objektiv?
Til megapixel kameraer bør der anvendes megapixel objektiver, som har en særlig høj kvalitet og særlig lave tolerancer. Vi anbefaler kun at bruge objektiver fra velrenommerede firmaer, som f.eks. Fujinon og Computar. Objektiver fra disse firmaer er af høj kvalitet og giver den fornødne skarphed.
Varifokal kontra fast-fokal?
På normale kameraer er det varifokale objektiv typisk foretrukket frem for det fast-fokale objektiv, men for megapixel vil det fast-fokale objektiv altid overgå det varifokale både når det gælder lys-følsomhed og skarphed.
Accepterer kameraet C- eller CS-mount objektiver?
Kameraerne accepterer både C- eller CS-mount objektiver. CS-mount objektiver kræver dog en 5mm adapter, som leveres med kameraet.
Auto-iris contra non auto-iris?
Vore mest populære kameraer er de manuelle iris kameraer. Alle Arecont kameraer har en CMOS- sensor frem for en CCD-sensor, som der anvendes i de fleste analoge kameraer. Disse CMOS- sensorer har ikke blooming-problemet, som ses med CCD-sensorerne. Blooming ses ved, at et område med meget kraftigt lys ”flyder ud” til billedfeltet omkring.
CCD-sensorerne kræver auto-iris for at minimere blooming, hvilket CMOS-kameraerne ofte kan klare sig uden. Et auto-iris objektiv har også svært ved at matche et objektiv med manuel iris, når det gælder skarphed. Auto-iris er typisk anvendt ved vanskelige lysforhold, hvor dybdeskarphed er meget vigtig. For eksempel, hvis kameraet skal bruges til at overvåge en parkeringsplads, og kameraet er anbragt i øjenhøjde, så er auto-iris fordelagtigt, eftersom kamera-iris’et på en solskinsdag vil lukke ned, og derfor forbedre dybdeskarpheden væsentligt. Når så solen går ned, åbner iris’en for at lade mere lys ramme sensoren. Hvis kameraet er anbragt på en mast, hvorfra parkeringspladsen bliver overvåget, er auto-iris funktionen ikke nødvendig, idet dybdeskarpheden ikke er noget problem. Der er ingen auto-iris i AV3130, eftersom både dag og nat lysforholdene er afskilt mellem to sensorer og objektiver. Generelt kan man sige, at manuel-iris objektivet ofte er langt at foretrække i kvalitet frem for auto-iris objektivet.
Hvad er den passende blændeindstilling for megapixel kameraerne?
Den optimale position for en megapixel linse er f2.8 til f4.0.